Udnyt dine radiatorer optimalt og spar penge | Granlunden

Granlunden

← Tilbage til nyheder

Udnyt dine radiatorer optimalt og spar penge

Udgivet den 17. november 2022

Hvis du har fjernvarme kan det godt betale sig at få styr på returvarmen. Der kan være penge at spare.

Af Jeppe Hee Rømer

redaktion@dnmh.dk

Snart går fyringssæsonen i gang, og i år tæller hver en krone. Derfor kan det være en god idé at sikre dig, at du udnytter varmen optimalt.

Når du har fjernvarme, får du leveret varmt vand på omkring 60 grader i rørene. Her gælder det om at trække så meget varme og energi ud af vandet som muligt, inden det sendes væk fra huset igen – den såkaldte returvarme.

Opnår du en returvarmetemperatur, som er under dit fjernvarmefirmas grænseværdier, vil det udløse en mindre bonus. Grænseværdien er forskellig fra firma til firma, men ligger omkring 30 grader.

En lav returvarme er et tegn på, at du har udnyttet varmen optimalt, og derfor er det altså den grad et mål, der er værd at stræbe efter.

Det er dog ikke helt ligetil, forklarer Jeppe Mølleskov Blæsbjerg, der er afdelingsleder for installationer i fjernvarmefirmaet Kredsløb.

-Det kræveren indsats at nå ned under 30 grader, så du får en bonus. Men man kan selvfølgelig godt jagte bonussen. Første skridt er, at du er motiveret og interesseret, siger han.

Hvis du holder graderne på returvarmen på under 40 grader, bliver du ikke straffet, men kommer temperaturen over 40 grader, bliver der lagt et gebyr på din varmeregning.

Uanset om du vil under 40 eller 30 grader, så bør du gå en runde i dit hjem, hvor du lægger hånden på på dine radiatorer. De skal nemlig være varme i toppen og kolde i bunden.

-Du skal have dine radiatorer til at samarbejde med hinanden, så der ikke er tændt for den ene og slukket for den anden. Det giver en for lille en varmeflade. Så sørg for, at du har åbent for alle dine varmeflader, så de kan bidrage til varmen, siger Jeppe Mølleskov Blæsbjerg.

Når du har gjort det, skal du også sikre, at der er fri bane for varmen, forklarer Matilde Grøn Bjørneboe, der er energirådgiver i Energistyrelsen.

-Du skal ikke stille noget foran radiatoren, siger hun. Hvis du for eksempel har stillet en stor sofa foran, så varmer radiatoren kun bagved den, og så skal de andre arbejde hårdere.

Samtidig bør radiatorerne faktisk være indstillet på samme temperatur i de forskellige varmezoner, så arbejdet ikke fordeles ulige imellem dem.

Når du går en runde og mærker efter på radiatorernes temperatur, kan du også med fordel skrue alle termostaterne af og trykke termostatventilerne ned et par gange, så e du sikker på, at radiatorerne fungerer optimalt.

Når så varmen er tændt, skal du lytte godt efter.

-Hvis radiatorerne klukker, risler eller laver andre lyde, så kan det være tegn på, at der er luft i, siger Matilde Grøn Bjørneboe.

Find din returvarmetemperatur

  • For at finde den nuværende temperatur på dine radiatorers returvarme kan du tjekke på din måler.
  • Det er dog endnu lettere at gøre på dit fjernvarmeværks hjemmeside, hvor du kan logge ind og se dine tal.
  • Her kan du finde tallene for sommeren, som bør være meget lave.
  • Dermed kan du sikre dig, at der ikke er fejl i systemet.

Kilde: Afdelingsleder i installationer Jeppe Mølleskov Blæsebjerg fra fjernvarmefirmaet Kredsløb